Arvæv/adhærencer

Arvæv dannes efter operationer, skader, infektioner eller betændelse. Arvævet dannes, når kroppen forsøger at hele og afgrænse skade. Arvævet skrumper under heling og skaber ofte sammenvoksninger mellem bindevæv og andre vævsdele. Disse adhærencer nedsætter fleksibiliteten og funktionen i det berørte væv.
Efter gynækologiske operationer kan der opstå sammenvoksninger i livmoderen, æggestokkene og æggelederne. Disse adhærencer opdages ofte hos kvinder med kroniske smerter i bækkenet/underlivet. Symptomer kan også være menstruationssmerter, infertilitet, fordøjelsesproblemer og blæreproblematikker.
Sammenvoksninger i bækkenet opstår typisk efter kejsersnit, infektioner, endometriose og mindre gynækologiske operationer i f.eks æggestokke.

Symptomerne efter en operation kommer oftest først efter måneder eller år. Arvæv kan med tiden give anledning til kroniske smerter i mave og/eller underliv samt lænd og bækken, fordi vævet ikke kan bevæge sig frit, hvilket kan skabe nedsat bevægelighed og funktion i området.

Der findes ingen medicinsk behandling til arvæv, og ethvert nyt kirurgisk indgreb øger risikoen for endnu flere sammenvoksninger.
Den fysioterapeutiske behandling af arvæv består af manuel behandling og evt. laserbehandling. Behandlingens formål er at blødgøre vævet og genskabe bevægelighed i området. Derudover er selvbehandling og øvelser en stor del af behandlingsstrategien til at mindske gener grundet arvæv.
Er du i tvivl om dit arvæv er skyld i dine gener, så opsøg en fysioterapeut med speciale i undersøgelse og behandling af arvæv. Her kan du få en grundig undersøgelse og vurdering, få behandlet dit arvæv og blive vejledt i selvbehandling og øvelser tilpasset dig.