Kejsersnit

20-21% af kvinder føder ved kejsersnit. Kejsersnittet kan være planlagt eller akut. Et kejsersnit er en gynækologisk operation,hvor kirurgen skal igennem 7 lag ind til barnet. Efter operationen kan der opstå sammenvoksninger, der mindsker elasticiteten i vævet, så vævet ikke kan bevæge sig frit. Det kan føre til nedsat bevægelighed og funktion i området omkring arret men også længere væk fra arret. Disse adhærencer opdages ofte hos kvinder med kroniske smerter i bækkenet/underlivet. Symptomerne kan hos nogle komme måneder og år efter operationen. Adhærencerne kan give følgende symptomer: smerter i bækken, lænd og underliv, problemer med blærefunktion og fordøjelse, smerter ifm ægløsning og menstruation, udfordringer med fertilitet, smerter ved samleje, smerter og føleforstyrrelser ved arret, nedsat bevægelighed og funktion samt smerter i nærområdet, men kan også opstå langt fra arret (fx i nakke og skuldre).
Rigtig mange kvinder føler sig ikke tilstrækkeligt informeret efter deres kejsersnit. De mangler information om, hvordan de skal håndtere deres ar samt hvornår og hvordan de må genoptræne efter kejsersnit. Mange kvinder er utilpasse omkring deres ar, og vil helst ikke røre og behandle på det.
Er du i tvivl om hvordan du skal håndtere dit kejsersnit og tiden efter dit kejsersnit, så opsøg en fysioterapeut eller anden fagperson med speciale i undersøgelse og behandling af kejsersnit og arvæv. Her kan du få en grundig undersøgelse, vurdering og behandling og blive vejledt i selvbehandling, øvelser og genoptræning tilpasset lige netop dig❤️
Behandlingen vil typisk bestå af:
- Manuel behandling
- Vejledning i selvbehandling/massage af arvæv
- Øvelser
- Tilpasset genoptræning